Theis Ørntoft (født 1984) debuterede i 2009 med den usædvanligt stilsikre digtsamling Yeahsuiten. Debuten indbragte ham Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat. Han har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og gik i perioden fra 2007 til 2009 på Forfatterskolen. Kort efter han dimitterede fra Forfatterskolen udkom Yeahsuiten på Gyldendal. Kun en enkelt anmelder brokkede sig over den unge digters lidt for smarte og alt for ungdommelige sprogbrug. Men som anmelder på Information Kamilla Löfström skrev i sin gennemgang af årets debutanter: ”Hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?”. I efterfølgeren Digte 2014, der udkom fem år senere, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning.
While it is a collection of modern poem featuring more slice of life than particular subjects. It all sort of falls flat. A few poems scratches the surface of existentialism, but for the most part it's just about wild crazy youth described in hedonistic poetry. Would love to give it three stars but ended up with giving it two.
En lækker blanding af hverdagen, ensidet dialog, ubehøvlet adfærd, laks, gentagelser og tanker. Yndlings: - 'Sommerferien peaker' - 'En vildt fucked følelse' - 'Jeg går hen ad gaden og det er et vendepunkt i mit liv' - 'Smuk og daglig'
Ørntoft's poetry is not really interesting. Initially, parts of the Danish press gave him attention for alledgedly being the voice of a generation, or something. I imagine this status is a result of the fact that Yeahsuiten contains many of the main traits a high school literature teacher would highlight when presenting postmodernism. In other words, it is a collection of poorly written poems describing the life of a hedonistic and self-indulging smartass. I wasn't able to establish if this was meant to produce a humorous and ironic effect in an attempt to poke fun at percieved general tendencies in today's Danish youth, or if the author actually was serious, but the first is most likely and either way, that would even be worse as it is the most predictable stance. The text is artistically and aesthetically shabby and generally discoursively predictable. Even the grammar and vocabulary can be criticised. It's a mess, and at best it's shits and giggles. I get the feeling that the author is attempting to provoke writers who actually toil with their art, but struggle to get published, while he gets this nonsense published on Denmark's leading press.
Sollyset holde kop mokka varm, som jeg har stillet lige midt på skrivebordet jeg tænker på en person jeg ikke kender så godt den har psoriasis, men er smuk - måske på mange forskellige måder
og mens jeg sidder dér og gnider solen ind og ud af øjnene er døden ikke for enden men i midten af det hele det er en geometrisk forskel når nogen dør forsvinder en lavfrekvent opfattelse af verden
jeg kommer aldrig til at fortryde noget det er ikke muligt at fortryde noget som om efterrationaliseringen skulle toppe hierakiet for klarsyn er det mandag i dag? ja! er det tirsdag i dag? ja!