Den fransk-schweitziske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) oplevede en karantæne i Genua i maj 1743, hvor han var på rejse mellem Paris og Venedig. Efter alle oplysningstidens forskrifter begyndte han, som han beskriver det i sine Bekendelser (1782) at arrangere sig selv som en Robinson Crusoe (1719) efter romanen af Daniel Defoe. Han anså det nærmest som en slags tilbagevenden til en ideel naturtilstand, hvor verden var overskuelig, og hvor han kunne bruge sin tid på, hvad han fandt størst fornøjelse og lyst ved, nemlig læsning og skrivning: “som en ny Robinson gav jeg mig til at indrette mig for de enogtyve dage, som var det for hele livet,” fortæller Rousseau. Her er noget af afsnittet i dansk oversættelse ved Andreas Blinkenberg:

“Det var på den tid, hvor der var pest i Messina. Den engelske flåde havde kastet anker i havnen og visiterede den feluk, hvor jeg var ombord. Dette bevirkede, at da vi nåede Genua efter en lang og besværlig overfart, måtte vi underkaste os en karantæne på enogtyve dage. Man gav passagerne valget imellem at tilbringe denne ombord eller på et lazaret, idet man dog på forhånd meddelte os, at vi dér kun ville finde de nøgne vægge, da man endnu ikke havde haft tid til at møblere det. Alle valgte felukken. Den uudholdelige varme, den begrænsede plads, der gjorde det umuligt at røre sig, utøjet, alt dette fik mig til at foretrække lazarettet, så måtte det gå, som det ville. Jeg blev ført til en stor, fuldstændig tom bygning i to etager, hvor der hverken fandtes vinduer, seng, bord eller stol, ja, ikke så meget som en skammel at sætte sig på eller en knippe halm at ligge på. Min kappe, min vadsæk og mine kufferter blev bragt til mig, og der stod jeg tilbage; jeg kunne bevæge mig, så meget det lystede mig, fra værelse til værelse, fra etage til etage, overalt fandt jeg samme ensomhed, samme nøgenhed.” (II, s. 137)

“Alt dette fik mig dog ikke til at fortryde, at jeg havde foretrukket lazarettet for felukken, og som en ny Robinson gav jeg mig til at indrette mig for de enogtyve dage, som om det var hele livet. Jeg fornøjede mig først med at gå på jagt efter de lus, jeg havde erhvervet mig om bord på felukken. Da jeg havde skiftet linned og klæder og således omsider var ren, skred jeg til møbleringen af det værelse, jeg havde udset mig. Jeg lavede mig en god madras af mine trøjer og skjorter, lagner af forskellige håndklæder, som jeg synede sammen, et tæppe af min slåbrok og en hovedpude af min sammenrullede kappe. Jeg lavede mig et sæde af min ene kuffert, som jeg lagde ned, og et bord af den anden, som jeg stillede på højkant. Jeg tog papir og skrivetøj frem, og opstillede en halvsnes bøger, jeg havde med, som en slags bibliotek. Kort sag, jeg indrettede mig så godt, at jeg bortset fra gardiner og vinduer havde det næsten lige så bekvemt i dette øde og tomme lazaret som i mit boldspilshus i Rue Verdelet. […] På den måde tilbragte jeg fjorten dage, og jeg kunne sagtens have tilbragt alle enogtyve dage uden at kede mig et øjeblik, hvis ikke den franske gesandt, hr. de Jonville, hvem jeg sendte et skarpt, ramsaltet brev, ikke havde afkortet min tid med otte dage…” (II, s. 138).

Man kan altså ifølge Rousseau tolke Robinson Crusoes øde ø som den perfekte isolation, som kan minde om en slags naturtilstand, hvor mennesket ikke er blevet ødelagt af civilisationen. I sin store pædagogiske opdragelsesroman Emile (1762) fortæller Rousseau ligeledes, at det eneste acceptable læsestof for barnet er netop Daniel Defoes roman Robinson Crusoe. Grunden er, at Robinson lever i pagt med naturen og må klare sig selv, sådan som Rousseau tænker sig den ideelle selvopdragelse vil være, uden for mange indgreb udefra, som under en isolation – på nær selvfølgelig selve kravet om karantæne. 

Rousseau (1712-1778) stod i centrum for den nye “følsomme” bevægelse i kulturen og litteraturen, selv om han oprindeligt begyndte af skrive i oplysningstiden. Rousseau betoner i sin filosofi følelser frem for rationalitet. Mennesket skal finde tilbage til en naturtilstand, hvor civilisationen ikke har ødelagt det naturlige følelsesliv og lidenskaberne.

Denne nye sentimentalisme blev også til en strømning i litteraturen, der også fandt genklang i dansk litteratur mod slutningen af 1700-tallet. Strømningen fremhævede en moderne følsomhed og et fokus på det sanselige. Dyrkelsen af følelserne og lidenskaberne blev til som en reaktion på oplysningstidens fokus på fornuft og rationalisme. Især den danske digter, Jens Baggesen (1764-1826), bekendte sig til Rousseaus natursværmerier. Han vendte sig – efter først at have skrevet i forlængelse af oplysningstidens idealer – også kritisk mod det ensidige fokus på rationalitet. I stedet fremhævede han følelser, lidenskab og sågar religiøse oplevelser, men sjældent uden en ironisk distance.

Man kan læse mere om pandemier og karantæner i dansk litteraturhistorie i min bog Pandemier. Litteraturhistorier fra Dansklærerforeningen.

Kilder
The University of Chicago Press: Journals: https://www.journals.uchicago.edu/doi/full/10.1086/711426
The Paris Review: https://www.theparisreview.org/blog/2020/04/27/what-rousseau-knew-about-solitude/