Simsalabim-stav og e-bog
Om få timer er den første måned i 2015 gået, og jeg syntes det var på tide at få skrevet årets første indlæg på bloggen.
Januar måned har budt på mange dejlige oplevelser for mit vedkommende som jeg gerne vil dele med jer.
Min familie og jeg har været på ferie i den sydlige del af Florida, USA. Det var en skøn uge med masser af oplevelser, hygge og op til 26 grader og solskin. Ja tak, det kan man lige bruge når det nu er mørkt og koldt i ens hjemland. En af de ting vi oplevede var Universal Studios i Orlando. Det er en park jeg gerne har ville besøge lige siden de byggede Harry Potter-området. Som HP fan ville det være en ultimativ oplevelse. Det at se Hogwarts, Hogsmeade, køre en tur med Hogwarts Express’en og gå en tur i Diagon Alley var en FANTASTISK oplevelse. Jeg fik endda købt mig en tryllestav, som min mand straks omdøbte til en simsalabim-stav. Jeg ville købe en både som souvenir men også som inspiration hvis jeg nogensinde skal svinge en tryllestav i en ny historie.
Imens jeg var på ferie på den anden side af Atlanterhavet opdagede jeg, at Skyggernes Bog nu kunne købes som e-bog. En række af følelser skyllede igennem mig. Glæde, nervøsitet og spænding. Det var så fedt at den var fløjet fra reden. Det var dog også temmelig nervepirrende at vide, at nu var den ude af mine hænder og skulle læses af mennesker som jeg slet ikke kender. Den eftermiddag vi vendte snuden hjem mod kolde Danmark modtog jeg den første tilbagemelding, som var rigtig god. Da vi landede næste dag (pga. tidsforskel) i Danmark modtog jeg den næste og sådan er det fortsat i en lind strøm den sidste uges tid. Bogen har fået nogle fine ratings på Goodreads og den har også fået sin første anmeldelse af en bogblogger, som jeg var meget beæret over.
Da en af mine forfatterkolleger skrev på de sociale medier, at hun havde været på besøg på Dragsholm slot i forbindelse med et projekt hun har gang i, kom jeg til at tænke på mit eget besøg tilbage i maj 2012. Dengang puslede jeg med de første tanker som endte med at danne ramme for min trilogi. Jeg havde søgt på internettet efter oplysninger om kvinder der i gamle dage var blevet muret ind i en væg og derfor gik igen. Til min store overraskelse var det netop tilfældet på Dragsholm slot. Samme eftermiddag besøgte jeg slottet og deltog i en rundvisning. Det kan varmt anbefales.